Skilsmisse
En skilsmisse kan give dybe ar på sjælen. Måske du sidder tilbage med en følelse af svigt, sorg eller i værste fald et had til din tidligere partner. Måske du går med tanker som ”Er jeg god nok?” eller ”Ingen vil have mig”. Disse tanker kan med tiden give lavt selvværd og gøre dig usikker i fremtidige parforhold.
En skilsmisse kan også medføre andre udfordringer. Bekymringer som ”Mine børn vil kun være hos deres far/mor – hvorfor?”, ”Jeg har det svært med min nye sammenbragte familie” eller ”Vores børn reagerer stærkt på skilsmissen – de vil ikke snakke med os” er alle naturlige tanker.
Som forældre bør man vide, at en skilsmisse er en skelsættende oplevelse i ethvert barns liv uanset hvor støttende og samarbejdsvillige, man end er. Børn bliver symptombærere for alt der sker i hjemmet. Det betyder, at de fx kan udvikle egne udfordringer som søvnproblemer, koncentrationsbesvær og endda depressive tilstande og alvorlige psykiske problemer.
Her er det grundlæggende, at barnet sætter ord på sine tanker og følelser i samtale med andre voksne eller børn i samme situation.
Jeg afholder børne- og ungesamtaler, som du kan læse mere om under ”Min fremgangsmåde”.
Hvordan kan jeg hjælpe dig?
Som din terapeut vil jeg støtte dig i at sætte ord på, hvad der måtte fylde for dig i eller efter en skilsmisse. Jeg vil få dig til at overveje, hvad rummelighed, tålmodighed og forståelse egentlig betyder i din situation. Du vil skulle reflektere over, hvad der sker, når børn bliver holdt udenfor samtalen, og hvordan du på bedste vis kan tale med dem om denne skelsættende begivenhed i deres liv.
Jeg vil støtte dig i at genopbygge en tillid til din eks-partner, at lytte til vedkommende og rumme jeres forskelligheder og nye valg i livet. På denne måde kan du bearbejde skilsmissen, og komme stærkere ud på den anden side.
Jeg vil tilpasse fokusområder og spørgsmål til din individuelle situation. Ovenstående er blot eksempler på, hvad vi kan berøre i et forløb angående skilsmisse.